11. november 2011

De 10 bud


Her har været stille en rum tid, men sådan er det, når livet løber stærkt ind i mellem. Æblehøsten er vel pakket i kasser på et mørkt og køligt sted, og et portioner kogte æbler på frys. Til gammeldags æblekage snart. Eller triffli - med masser af portvin ... Billeder følger.

I mellemtiden: Forleden fik jeg denne stak kort ind af døren - med 10 bud, som jeg gerne vil leve og spise efter. Prøve i hvert fald. Uden at være hellig, men bare for at passe lidt mere på mig selv, familien, naturen og dyrene.

Og fordi glade grise, er gode grise!

- Christina

23. oktober 2011

Monmouth

På Monmouth Street ved Covent Garden ligger Monmouth Coffee. Her skal jeg altid et smut forbi når turen går til London. Stemningen er rar og kaffen er det bedste jeg har smagt. Denne gang købte jeg et kilo af det sorte guld med hjem. Det er ikke helt det samme i stempelkanden på Nørrebro, men det smager alligevel lidt af luksus. 

- Louise

7. oktober 2011

Helt enkelt ... godt!


I går var jeg inde på Dansk Designcenter og se Coops nye serie gryder og grej til køkkenet, som Ole Palsby nåede at designe inden sin død sidste år. Serien hedder Enkel, og kommer i alle Coops butikker i næste uge - dvs. uge 41. Og det er rigtig godt - helt enkelt. For det er alvorligt godt design til en fjerdedel af den pris, du ellers giver for ordentligt grej ude hos isenkræmmerne eller i specialforretningerne. Og det var lige præcis det, designeren ville med det - at gå helt tilbage til FDB's grundtanke - kvalitet og funktionalitet til den brede befolkning.

Ole Palsby står jo bag klassikere som Eva Trio-gryden og Alfi-kanden, og han var i det hele taget meget optaget af redskaber og hele ritualet omkring at tilberede et måltid. Jeg talte en stund med kokken Søren Gerricke, der var en nær ven til Ole Palsby, og han fortalte, at han havde lært meget af ham - som kok.
– Ole kunne stå længe og fortabe sig - fx i måden en brødkniv skærer igennem et stykke brød. Noget med, den ikke måtte presses for hårdt, så den ødelagde brødets overflade og den slags. Han var ekstremt perfektionistisk omkring sine måltider, og han elskede mad, forklarede han.


Nok derfor har han kunnet skabe så gennemført design - hvor der er tænkt alle processer igennem madlavningen fra start til slut. Og så er jeg helt vild med emballagen til den nye serie, som er - ja, helt enkel ...

- Christina


5. oktober 2011

Æblerne kommer

Første æblelevering fra det lille hus i Allerød er kommet. Nu skal der syltes. Er æblerne Nordens guld? eller er det gulerødder? Jeg elsker dem i hvert fald.


- Louise

Ude er bedst.

Mens søster har travet madmarkederne i Barca tynde, så har jeg tilbragt min weekend i London. Jeg har krammet savnede venner og nydt byen i en konstant snølen. Rart.

Egentlig er jeg ikke så meget til kaffe i kapsler og moderne Nespresso-design...men jeg vil gerne vågne til det her i morgen. 


Efterfulgt af det det...
Solskin og frokost fra Whole Foods i Soho er den rene lykke. 


og så lidt af det her...
Fika på Brick Lane. Fin var den. 


og sidst men ikke mindst...
Skotske muslinger laaangt ude i skoven. Måltidet var stort den dag i skoven. Der var smukt og solen skinnede. Jeg spiste op. 


Jeg har gjort et enkelt indkøb i London...et meget vigtigt indkøb. Mere om det i morgen. 






3. oktober 2011

Barcelona, blomster og baskiske specialiteter


Jeg har tilbragt min weekend i Barcelona. I dejligt vejr og med de mest fantastiske madoplevelser - lige fra traditionelle tapas, madmarkeder og Michelin-stjerner.
Her er et par highlights:


Madmarkedet ved Placa st. Josephs nær Ramblaen i den gamle bydel. Her var alt, hvad et sultent hjerte kan begære. Friske fisk, kød, frugter, grøntsager, krydderier og sågar en hel bod med spiselige blomster. Og klassisk spansk torron, den dejlige nougat, du kan få i alle afskygninger. Fantastiske kager ... og ... og ... Og da jeg blev lidt træt af at trave rundt, satte jeg mig ved en af markedets små intermistiske barer og fik et koldt glas og en lille haps. Lækkert!


Chokoladeværkstedet og konditoriet Escribá på Grand via cortes de Catalanes. FANTASTISK med kæmpe sukkerkageskulpturer af Messi, Gaudís kirke Sgrada Familia formet i chokolade og et fuldstændigt fantastisk udstillingsvindue mod vejen. Og så har det sågar et chokolade-museum om hjørnet, hvor du kan lære alt om kakaobønnen. Fra butikken kan man følge med i konditornes arbejde med kager og chokolade. Prøv at komme til påske, der skulle de efter sigende gå helt amok i chokolade-skulpturer. Du kan se lidt af det på escriba.es


Traditionelle tapas på Bar Mut, Carrer Pau Claris 192. Lokale specialiter - jeg prøvede især alt inden for skaldyrs-genren. Især knivmuslinger med masser og hvidløg var gode. Og så de små blæksprutter, som var gode - men lidt grænseoverskridende, når tallerkenen flød med blæk ...

OG som fantastisk afslutning - middag hos tvillingebrødrene Torres på deres restaurant Dos Cielos, som ligger på toppen af Hotel ME. De gør det godt, må man sige - så fantastisk, at jeg glemte at tage billeder af maden. På toppen af hotellet har de deres egen økologiske urtehave, som de høster grønt fra. Stemningen er uhøjtidelig og god, og man bliver ført gennem køkkenet, når man ankommer, så man lige kan hilse på dem, der har fingene i maden. Jeg husker især tortellinier med foie gras og så den brød-menu, der hørte til måltidet bestående af 5 forskellige skønne brød. Uhm ...
- Christina



29. september 2011

Æblefest


Så er høsten i hus - noget af den i hvert fald - den del, vi ikke går og træder i ude på græsplænen lige nu. For vi kan slet, slet ikke følge med produktionen fra de tre æbletræer, vi har i haven. De er gamle, men de er gavmilde.
Ét med saftige røde Ingrid Marie-æbler, et andet med små sød-syrlige æbler, som jeg ikke kender navnet på og det sidste med lidt småkedelige madæbler. Men de skal nok blive brugt, mange af dem i hvert fald.
De bedste og rødeste af dem spiser vi, som de er, andre bliver til gammeldags æblekage, æblemuffins, æbletriffli og de sidste af dem kører vi i den store "moster" (nej, ikke dig Louise). Selv om søster også fik en stor pose, den anden dag - hvad mon hun finder på?
Frugten af mit æblearbejde, bogstaveligt talt, kommer her snart.
- Christina