
I går var jeg inde på Dansk Designcenter og se Coops nye serie gryder og grej til køkkenet, som Ole Palsby nåede at designe inden sin død sidste år. Serien hedder Enkel, og kommer i alle Coops butikker i næste uge - dvs. uge 41. Og det er rigtig godt - helt enkelt. For det er alvorligt godt design til en fjerdedel af den pris, du ellers giver for ordentligt grej ude hos isenkræmmerne eller i specialforretningerne. Og det var lige præcis det, designeren ville med det - at gå helt tilbage til FDB's grundtanke - kvalitet og funktionalitet til den brede befolkning.
Ole Palsby står jo bag klassikere som Eva Trio-gryden og Alfi-kanden, og han var i det hele taget meget optaget af redskaber og hele ritualet omkring at tilberede et måltid. Jeg talte en stund med kokken Søren Gerricke, der var en nær ven til Ole Palsby, og han fortalte, at han havde lært meget af ham - som kok.

– Ole kunne stå længe og fortabe sig - fx i måden en brødkniv skærer igennem et stykke brød. Noget med, den ikke måtte presses for hårdt, så den ødelagde brødets overflade og den slags. Han var ekstremt perfektionistisk omkring sine måltider, og han elskede mad, forklarede han.

Nok derfor har han kunnet skabe så gennemført design - hvor der er tænkt alle processer igennem madlavningen fra start til slut. Og så er jeg helt vild med emballagen til den nye serie, som er - ja, helt enkel ...
- Christina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar